Udredt til FASD i sen alder

Jeg er en ung kvinde på 37 år. Jeg er blevet diagnosticeret i sen alder med FASD. Jeg bor i en lejlighed i Helsingør med mine to hunde, Wilma og Betty, som betyder meget for mig.

Det var en stor lettelse at få en diagnose. Det gav mig svar på, hvorfor jeg igennem hele mit liv har mødt så store udfordringer. Det gjorde mig også meget vred. Hvorfor var der ingen i vuggestuen, børnehaven og skolen der havde gjort noget? Hvorfor var der heller ikke nogen i familien, der gjorde noget?

Jeg føler et kæmpe svigt, men det kan jeg ikke rigtig bruge til noget nu.
Mine hunde betyder alt for mig. De gør at jeg kommer ud hver dag og gør min hverdag meningsfuld.

Når jeg er ude blandt mange mennesker og har hundene med, føler jeg mig tryg. Min hverdag handler meget om mine hunde, bl.a. er jeg ofte på hundeudstilling med dem.
Mine hunde vinder ofte præmier til udstillingerne, Så for første gang føler jeg endelig at jeg har succes med noget og ikke bare behøver at give op.

Der er en lille gruppe udstillere som hjælper og støtter mig, når vi er på udstilling. Uden deres kæmpe hjælp, ville det være svært for mig at have begge hundene med.
Derudover er Betty og Wilma godkendte som besøgshunde.

Hver 14. dag er vi derfor på besøg på plejehjem.